---
title: "Pædagogisk LæringsCenter - Solsikken og Skolebiblioteket"
description: "Skolens ressourcecenter ift. fagligstøtte og trivselsmæssige indsatser."
date: "2026-07-23"
created: "2023-10-09"
---

[Hjem](https://solvangskolen.furesoe.dk/)

                    [Vores læring](https://solvangskolen.furesoe.dk/vores-laering)

                [Pædagogisk LæringsCenter - Solsikken og Skolebiblioteket](https://solvangskolen.furesoe.dk/vores-laering/paedagogisk-laeringscenter-solsikken-og-skolebiblioteket)

# Pædagogisk LæringsCenter - Solsikken og Skolebiblioteket

Skolens pædagogiske læringscenter (PLC) går på to ben: Solsikken og Skolebiblioteket

## Solsikken

###

                                    Læsevejlederen

Læsevejlederen understøtter skolens samlede indsats på læseområdet – både gennem undervisning, testning, vejledning og tværgående samarbejde. Det sker bl.a. gennem:

- Deltagelse i det kommunale læsevejledernetværk.
- Læsetest på alle årgange og afdækning af evt. dyslektiske vanskeligheder.
- Undervisningsansvar for VAKS – læseforløb for udvalgte 3. klasse-elever.
- Undervisningsansvar for Word UP – forløb for elever med dyslektiske vanskeligheder på 5.-7. årgang.
- Vejledning af skolens fagprofessionelle i læsestrategier, materialevalg, IT-rygsæk, metoder, didaktik og evidensbaserede tilgange.
- Ansvar for skolens IT-rygsæk, inkl. vejledning af elever, forældre og personale samt afholdelse af årlige workshops for relevante målgrupper.

###

                                    Specialpædagogisk sparringsteam

Sparringsteamet arbejder på flere niveauer for at styrke både elevernes trivsel og skolens læringsmiljø. Det kan ske forebyggende, hvor der rettes fokus mod fællesskabet og den generelle udvikling, foregribende, hvor begyndende vanskeligheder hos elev, forældre eller miljø opspores og håndteres, eller indgribende, hvor der arbejdes målrettet med konkrete individuelle udfordringer.

Formålet er altid at skabe rammer, hvor flere elever kan trives og udvikle sig fagligt, socialt og personligt i almenområdet. Teamet består af tre medarbejdere, der hver er knyttet til ét af skolens tre læringsmiljøer. Alle er læreruddannede og har en bred specialpædagogisk baggrund.

- National trivselsmåling: fra data til handleplaner og opfølgning via årgangsbestemte trivselskonferencer.
- Observationer og feedback på fagprofessionelles undervisningspraksis (ikke fagfaglig vejledning).
- Vejledning i klasseledelse, didaktik, pædagogik og specialpædagogisk viden.
- Facilitere konkrete trivselsfremmende aktiviteter for klasser, grupper eller enkelte elever.
- Samarbejde med lærere og pædagoger om at udvikle og styrke læringsfællesskaber på årgangs- eller klasse-niveau.
- Understøtte elever med særlige behov gennem praksisnær vejledning, strategier og læringsmiljøtilpasning.
- Ansvar for skolens antimobbestrategi, trivselspolitik og øvrige relevante procedurer og politikker – lokalt og kommunalt. Disse kan tilgås her på hjemmesiden under relevante dokumenter.
- Koordination med eksterne samarbejdspartnere, fx PPR, myndigheder og sundhedsplejerske.
- Ansvarlig for skolens tværfaglige forum og relevante samarbejdsmøder (se uddybning herunder)

###

                                    Tværfagligt forum

Tværfagligt forum er et rådgivende og superviserende mødeforum, som kan benyttes, når et årgangsteam oplever en stigende bekymring af faglig og/eller social karakter i relation til en elev eller en klasses trivsel og læring.

Det er lærerne, der indstiller til forummet, og den konkrete indstilling danner afsæt for dialogen og eventuelle efterfølgende indsatser. Her samarbejdes om de fremadrettede handlinger i forhold til den konkrete situation og indstillingens karakter.

Ud over skolens specialpædagogiske indsatsteam kan også relevante eksterne samarbejdspartnere inddrages – fx PPR, myndighedsområdet eller sundhedsplejen.

Når et enkelt barn indstilles, har lærerne ofte på forhånd drøftet bekymringen med barnets forældre. I disse tilfælde anonymiseres barnet ikke, hvilket gør vejen til handling mere direkte. Omvendt er det muligt at indstille en sag uden navns nævnelse, hvilket betyder, at hjemmet i første omgang ikke behøver være bekendt med indstillingen.

Indstillinger til Tværfagligt forum kan i nogle tilfælde føre til, at næste skridt bliver et samarbejdsmøde. Hvor Tværfagligt forum fungerer som et rådgivende og afklarende forum, er samarbejdsmødet dér, hvor de relevante parter – ikke mindst forældrene – samles omkring barnet for at omsætte drøftelserne til konkrete aftaler og handlinger.

I forbindelse med det tværfaglige forum samarbejder skolen tæt med flere fagpersoner uden for huset. PPR-psykologen inddrages, når et barn har behov for en særlig psykologfaglig indsats. Socialrådgiveren bidrager med sparring, viden om kommunale tilbud og forebyggende samtaler med børn og forældre. Talepædagogen tilknyttes efter aftale via det tværfaglige forum. Sundhedsplejersken er fast tilknyttet med samtaler, undervisning og rådgivning. Fælles for alle fire fagligheder er at de dels er deltagende ved skolens tværfaglige forum og dels tilfører specialiseret viden, der supplerer skolens egen indsats – altid med fokus på børns trivsel, læring og udvikling.

###

                                    Trivselspædagog

Trivselspædagogens indsats er tidlig, helhedsorienteret og forebyggende med fokus på læringsmiljø, trivsel og inkluderende læringsfællesskaber. Indsatsen kan rettes mod enkelt elever eller grupper af elever herunder;

- Tilrettelægge, gennemføre og evaluere konkrete trivselsforløb på klasse-, gruppe- eller individniveau.
- Samarbejde med lærere om konkrete forløb/indsatser.
- Modtage sparring og vejledning fra det specialpædagogiske indsatsteam.

Trivselspædagogteamet er sammensat af skolepædagoger fra Solvang FFO, fritidshjemmene Idrætten og Fuglsang samt klubben Idrætten, og indsatsen er målrettet 0.-7. årgang. Det specialpædagogiske sparringsteam har overblik, koordinerer og prioriterer indsatsen, som trivselspædagogerne gennemfører. Indstillinger til konkrete forløb kan foretages fire gange årligt.

## Skolebiblioteket

###

                                    Skolens kreative og faglige samlingspunkt

Midt i skolen finder du vores skolebibliotek – et levende læringsrum med 200 hyldemeter bøger, en hyggelig læsehave og en præsentationszone, hvor ny viden og gode historier får lov at folde sig ud. Her mødes skønlitteratur og faglitteratur med nysgerrighed, fordybelse og inspiration.

Biblioteket er mere end et sted at låne bøger. I tilknytning til biblioteksrummet har vi også et podcaststudie, en lille biograf og et kreativt makerspace, hvor elever kan eksperimentere med 3D-print, greenscreen, kodning, Lego, modelbygning og produktfremstilling. Her bliver idéer til virkelighed, og eleverne kan kombinere fantasi, teknik og faglighed.

Skolebiblioteket er en central del af skolens læringsmiljø og har til opgave at:

- Vække og styrke læselyst og læseglæde med bøger, vejledning og aktiviteter.
- Understøtte elevernes faglige læseudvikling på tværs af niveauer.
- Træne informationssøgning og kildekritik, så eleverne lærer at navigere sikkert i viden og medier.
- Udvikle digitale kompetencer gennem it-værktøjer, medier og teknologiforståelse.
- Støtte kreativitet og innovation via aktiviteter, der kobler læsning, it og nye teknologier.
- Tilbyde et åbent læringsrum for fordybelse, samarbejde og nysgerrighed – både fagligt og socialt.

I frikvartererne summer biblioteket af liv. Her kan man læse en bog eller tegneserie i et stille hjørne eller spille brætspil med nogle gode kammerater.
