---
title: "Søg job på Solvangskolen"
date: "2026-09-17"
created: "2025-12-16"
---

[Hjem](https://solvangskolen.furesoe.dk/)

                    [Vores skole](https://solvangskolen.furesoe.dk/vores-skole)

                [Søg job på Solvangskolen](https://solvangskolen.furesoe.dk/vores-skole/soeg-job-paa-solvangskolen)

# Søg job på Solvangskolen

Vil du være med til at skabe trygge rammer for læring og udvikling? Hos os får du mulighed for at gøre en forskel i hverdagen – både for elever og kolleger. Udforsk dine karrieremuligheder og bliv en del af et engageret fællesskab.

## Job på Solvangskolen

###

                                    Er du lærer eller pædagog

Brænder du for at gøre en forskel for skolens elever, og vil du sætte dit præg på fællesskabets og individets dannelse og uddannelse i et forpligtende og udviklingsorienteret læringsmiljø? Så er Solvangskolen måske din fremtidige arbejdsplads.

På Solvangskolen vil du blive en del af et anerkendende og tillidsbaseret samarbejde mellem medarbejdere og ledelse, byggende på dialog og medinddragelse, hvor trivslen blandt personalet vægtes højt. Vi er derfor altid på udkig efter medarbejdere, der trives i et udviklingsorienteret læringsmiljø, og som har en naturlig søgen efter at være medskaber af værdifulde og realistiske løsninger, hvor formålet konsekvent er rettet mod kerneopgaven.

Vi søger derfor dig som tør at se muligheder i det umulige, tør udfordre vores kultur, og tør stille spørgsmål, og gå nye veje. Du er medspillende modspiller og en holdspiller både ift. ledelse og kollegaer. Kan du genkende dig selv i ovenstående er du er derfor altid velkommen til at sende os en uopfordret ansøgning og dit CV.

Når vi har ledige stillinger vil de blive opslået på kommunens hjemmeside, diverse jobportaler og i relevante fagblade. Søger du en konkret ledig stilling, skal ansøgninger dog altid modtages elektronisk via [Job i Furesø](https://solvangskolen.furesoe.dk/MOLIRIPAGE/a14ddaaf-c7a1-499c-bdde-3755dacce288 "Job i Furesø").

Bliver du den udvalgte, så har skolens MED-udvalg udarbejdet følgende retningslinjer for hvordan vi sikrer DIG, som ny, den bedst mulige start som en del af os. Sigtet er at DU som ny vil opleve det som et positivt fokus og en god sparring til at skabe en tryg start.

###

                                    Søg job som vikar

Vi er altid på udkig efter dig som gerne vil være vikar. Vikarer ansætter vi løbende og efter behov igennem hele skoleåret, så tøv ikke med at sende os en ansøgning. Hvis vi ikke lige står og mangler en vikar gemmer vi altid din ansøgning, så vi kan kontakte dig, når noget viser sig og det gør det ofte. Skolen er en dynamisk størrelse.

Det er skolens personaleansvarlige sekretær der står for rekruttering, ansættelser og den daglige vikardækning.

Kontakt derfor vores kontor på telefon eller mail, hvis du vil vide mere eller send en uopfordret ansøgning, du kan finde oplysningerne på vores kontakt side. Din ansøgning vil ikke være glemt, men gemt, hvis vi ikke lige står og mangler dig.

Hvis du er ansættes som vikar, forventer vi at du i starten af din ansættelse gennemfører et mindre kursus- og uddannelsesmodul her på skolen, så du er bedst muligt klædt på til opgaven som vikar på Solvangskolen. Den første dag som vikar på Solvangskolen, vil altid foregå sammen med en af skolens mere rutinerede vikarer, så den dag vil du være i ”mesterlære”.

Henover skoleåret afholdes der kvartalsvise møder for vikarkorpset, så vi også på den måde sikrer et godt arbejdsmiljø for dig og dine vikarkollegaer.

Det er særligt vigtigt for os, at du som vikar på Solvangskolen…

- er fleksibel og mødestabil – ofte vil du blive ringet op kl. 07.00, hvis der er brug for dig den pågældende dag
- har mod til at undervise og sikre et trygt læringsrum for både store og små elever, hvor det er rart at være og lære
- kan tilgå opgaven med en vis form for spontankreativitet de dage, hvor der ikke er vikarmateriale til den pågældende time, så du er med til at sikre at der sker læring.
- tør påtage dig klasseleder opgaven, være tydelig og normskabende

###

                                    Arbejdstid og rammer - hvad betyder det for dig?

I Furesø Kommune blev der i forbindelse med folkeskolereformen og § 409 etableret en **”Fælles forståelse”** mellem de faglige organisationer og Center for Dagtilbud og Skole om lærernes opgaveløsning i folkeskolen.

**Hvad betyder det så for DIG?**

I Furesø er arbejdsåret tilrettelagt over **208 arbejdsdage** – altså de 200 skoledage plus 8 arbejdsdage. De 8 dage planlægges lokalt i samarbejde med skolens MED-udvalg.

- **Som lærer** underviser du maksimalt 774 timer årligt og har derudover 174 timer afsat til andre opgaver.
- **Som børnehaveklasseleder** underviser du 824 timer årligt og har derudover 174 timer afsat til andre opgaver.
- **Som pædagog i skolen**, uden arbejdstid i Solvang FFO, har du gennemsnitligt 1.019 timer i tilknytning til undervisningen.
  *Note: Undervisningstiden justeres afhængigt af eventuel afholdelse af 6. ferieuge, så en gennemsnitlig lærer vil, eksempelvis, undervisere under 760 timer om året.*

Uanset funktion forventer vi, at du er en aktiv del af det professionelle fællesskab omkring kerneopgaven. **** Den opgave kan vi kun lykkes med, når vi løser den sammen. Hvorfor? Fordi det fineste vi har er hinanden.

**Betyder det så, at al arbejdstid er tilstedeværelsestid?** Nej! Alle har brug for selvdisponeret tid til individuel forberedelse. Den del af arbejdstiden disponerer du selv over – om du forbereder dig på skolen, hjemme eller i hængekøjen i haven, er op til dig.

**Kort om Solvangskolen.** Vi er en tresporet skole med ca. 700 elever og 60 lærere og pædagoger. Vi er organiseret i tre læringsmiljøer: MiniMiljøet (0.–1. klasse), BørneMiljøet (2.–5. klasse) og UngeMiljøet (6.–9. klasse). Herudover har skolen en basisklasserække.

Skolens læringsmiljøer og medarbejderfaciliteter er indbydende og opdaterede, og vi gør os umage for, at Solvangskolen skal være et rart sted at være, arbejde og lære – for både små og STORE.

## Se også

Søg job hos os

Send os din ansøgning via furesoe.dk/jobifuresø

                            [Job i Furesø](https://solvangskolen.furesoe.dk/MOLIRIPAGE/a14ddaaf-c7a1-499c-bdde-3755dacce288)
